Udskiftning af vand og afløb på Sct. Jørgens Park
Projektinfo
Adresse: Sct. Jørgens Park, 4700 Næstved
Projekt: Udskiftning af vand og afløb i ca. 820 lejemål
Aftaleform: Fagentreprise
Kunde: Hovedentreprenør Finn L & Davidsen
Rådgiver: Artelia
Økonomi: 27.3 mio + moms
Sct. Jørgens Park omfatter i alt 826 lejligheder fordelt på 25 boligblokke. Hver blok består af tre etager (stue, 1. sal og 2. sal) og har typisk fire til fem opgange.
De 25 blokke fremstår arkitektonisk ensartede udvendigt, men adskiller sig indvendigt ved varierende planløsninger og installationstyper. Byggeriet er opført i perioden fra 1960 til midten af 1980’erne, og forskelle i konstruktion og installation har haft væsentlig indflydelse på projektets planlægning og udførelse. I alt er der identificeret 32 forskellige lejlighedstyper.
Byggeopgaven
Arbejdet er udført i samarbejde med en fast samarbejdspartner, hvor Brudlykke A/S har varetaget murer- og tømrerentreprisen. Projektet blev gennemført over en periode på tre år med et gennemsnitligt mandskab på seks medarbejdere.
Arbejdet omfattede åbning og lukning af støbte dæk og murede vægge, genmontering af køkkener med fokus på minimal gene for beboerne, etablering af nye lofter med skjulte skinnesystemer i badeværelser og entréer samt udskiftning af lofter i samtlige opgange.
Logistik og arbejdsmiljø
Byggepladsen omfattede et stort geografisk område på ca. 1,5 km, hvilket stillede krav til effektiv planlægning og intern logistik.
For at forebygge nedslidning og sikre rationelle arbejdsgange blev der i samarbejde med BAMBUS gennemført en screening af opgaven med henblik på ergonomiske og tekniske forbedringer. Dette resulterede i investering i en el-drevet arbejdsvogn, en mobil blandevogn og en trappeklatrer, som bidrog til et mere forsvarligt og effektivt arbejdsmiljø.
Tværfagligt samarbejde
Da der ikke på noget tidspunkt måtte afbrydes for vand, varme eller afløb, stillede projektet betydelige krav til det tværfaglige samarbejde mellem nedriver, VVS og murer.
Alle installationer blev reetableret dagligt, og der blev lagt særlig vægt på at opretholde brandcellernes integritetgennem hele udførelsesperioden.
Kvalitetssikring
Kvalitetssikringen blev udført via Dalux, hvor der blev gennemført både mesterkontrol og afleveringsgennemgang.
Der blev registreret i alt 1.741 fejl og mangler på murer- og tømrerarbejdet. Fordelt på de 826 lejemål svarer dette til ca. 2,1 registreringer pr. lejemål, hvilket vurderes som et meget tilfredsstillende resultat, særligt set i lyset af, at registreringen dækker to gennemgange.
Fællesarealer som opgange og kældre indgår i det samlede antal registreringer, men er ikke medtaget i beregningen af gennemsnittet.



